Abababa, mit liv går godt.
Min moder driver mig til vanvid af og til, jeg får alt for lidt søvn, jeg har firkantede øjne, jeg ryger mere end nogensinde før og jeg bør virkelig se at tabe mig ...





MEN ...



mit liv går godt. der er egentlig ikke noget præserende at beklage sig over.
Altså jeg er jo super heldig ikke at være grebet af en eller anden dum sygdom, eller en total finansiel krise (dog kunne jeg virkelig godt bruge et job) og der er ingen i min familie eller generelle omgangskreds der fejler noget eller har det dybt tragisk (Not that I know of, that is.. :s) - så der er jo alt sammen noget at tage op til overvejelse og være lidt taknemmelig for.





Rysensteen er rigtig rigtig rigtig godt, og jeg er altså glad for at føle mig som en del af det hele.
Hvis jeg nu lige skal komme frem med et luksuriøst præget problem. så er det mig, once again, en smule svært at have fyrre forskellige menneskers mening om, at jeg er sådan et fantastisk individ hængende over hovedet mit. det er virkelig smukke ord og jo altid skønt med bekræftigelse i en eller anden form, men jeg føler dog at forventningerne bliver sat lige lovligt højt og at jeg måske som lille mig med følelser, tanker og ikke mindst fejl, bliver overset en smule.
I don't know det vil bare være dumt hvis folk render rundt og tænker helgenstanker om mig, så vil jeg hellere bare være lidt anonym i det.





crap crap crap rikke, and you know it. helgenstanker baah,








men men men men (uuuh men er et godt ord, dog ikke så godt som 'nevertheless' - gerne sagt med en overdrevet britisk accent)





Imorgen er der gået en måned siden dette års elever startede på ke. Indtil videre har jeg egentlig ikke været skide tændt på idéen, men det er som om at tiden nærmer sig og tankerne flyver (eller flyder, det er jo som de lyster) at jeg bare glæder mig SÅ meget il at gendse alle de velkendte ansigter.


dog gribes jeg af en kæmpemæssig klump i maven, fordi dette endnu engang bare minder mig om at vi ikke er en integreret del af hinandens liv længere, og for hver evigt eneste dag der går, og for hver oplevelse vi erobrer os, glider vi langsomt og ubevidst væk fra hinanden.
Og jeg ved jo godt, at det bare er sådan det skal være, men det er stadigvæk med stor sorg i hjertet at jeg hver evig eneste gang, tanken strejfer mit sind og jeg hurtigt skyder den fra mig, føler mig super magtesløs og allermest bare ked af det.

denne blog endte med en mere eller mindre deprimeret rikke, der nu vil gå i seng.

vi ses imorgen, jeg elsker jer

Rikke